
Tidlig traume-terapi til spædbørn og børn i alderen
0-5 år
Spædbarnsterapi
“Lad aldrig barnet være alene med sin smerte”
Spædbarnsterapi er en nænsom og ærlig terapeutisk metode til behandling af tidlige traumer, som er opstået i fostertilstanden, under fødslen eller i barnets første 3 leveår, som er den såkaldte før-sproglige periode af barnets liv.
Når spædbørn eller helt små børn kommer ud for fysisk eller psykisk overbelastning, kan traumet bremse deres udvikling og eksempelvis påvirke trivsel, lysten til at lege, søvn, spisning og fordøjelse eller forårsage uro, grådanfald og angst. Børn, der har oplevet traumer i den før-sproglige periode, er ofte hårdt ramt.
“Alt usagt binder energi”
Når det lille barn kommer i terapi, sætter terapeuten ord på det, som barnet allerede har oplevet, og som har været vanskeligt. Fortællingen, forældrenes egen bearbejdning af traumet samt mødet mellem barn og terapeut skaber forandring, og bringer orden i det kaos, der bor i barnet.
Spædbarnsterapi er terapi for hele familien. For når barnet lider, er hele familien ramt. Ofte er forældrene selv meget påvirkede af de hændelser, der har forstyrret deres relation til barnet. De kan således både være skamfulde og føle skyld over det, der er sket. Når traumet gennemarbejdes med både forældre og barn, bliver spædbarnsterapien derved helbredende for hele familien.
“Lad aldrig barnets smerte blive glemt”
Selvom spædbarnsterapi primært henvender sig til børn mellem 0-3 år, er ingen mennesker for unge eller gamle eller for dårlige mentalt eller fysisk til at få glæde af spædbarnsterapiens metode – alle individer har glæde af at blive taget i hånden og få fortalt sin historie.
Er du interesseret i at høre mere om, hvordan spædbarnsterapi vil kunne hjælpe jer, så kontakt mig gerne for en uforpligtende, afklarende samtale på telefon.
Sådan ser et spædbarnsterapi-forløb ud
1) Samtale med forældre/omsorgspersoner
Forløbet starter med en samtale af 1½ times varighed med begge forældre eller primære omsorgspersoner - jeres barn er ikke med. Her taler vi om det, I og jeres barn har oplevet. Hvordan det var for barnet. Hvordan det var for jer, og hvilke problematikker det har skabt for jeres barn.
2) Terapierne til barnet skrives
På baggrund af vores samtale går jeg i skriveværkstedet og formulerer på skrift det, som jeres barn skal have at vide i terapierne. Afhængig af den enkelte situation og det enkelte barn laves der mellem 3-6 terapier, hvilket kan tilpasses undervejs i forløbet i forhold til, hvordan jeres barn reagerer på terapierne.
3) Præsentation af terapierne for forældre
Når terapierne er klar, mødes vi igen - uden jeres barn, og jeg præsenterer terapierne for jer. Både som en slags forberedelse for jer selv på at kunne rumme det, jeres barn skal høre, og så I kan mærke jeres egne reaktioner på det, der bliver sagt. I godkender terapiernes faktuelle indhold, og jeg klæder jer på til de kommende terapisessioner med jeres barn, så I kan være trygge og rolige omkring det, der skal ske.
Dette møde varer 1-1½ time.
4) Terapisessionerne med barnet
Så er vi klar til at invitere jeres barn ind i forløbet. Terapisessionerne foregår efter behov hjemme hos jer eller i mit terapilokale på Frederiksberg. Nu fortæller jeg nænsomt og roligt jeres barn sin historie opdelt i det aftalte antal sessioner. Barnets eneste opgave er at lytte.
Sessionerne varer 5-30 minutter afhængig af barnets alder.
5) Opfølgning og evaluering
Den terapi, som barnet har fået, får I med hjem på skrift, så I kan tale med jeres barn om det derhjemme. Der er cirka en uge i mellem hver terapisession, og vi evaluerer mellem hver session efter behov. Der er ligeledes mulighed for at runde hele forløbet af med en samlet evaluering
Dansk Institut for Spædbarnsterapi
Spædbarnsterapiens metode, som den praktiseres i Danmark, er udviklet i 1998 af psykoterapeut Inger Poulsen og psykolog Inger Thormann på baggrund af deres egne, mangeårige erfaringer fra arbejdet med sårbare og traumatiserede børn på henholdsvis Skodsborg Observations- og Behandlingshjem og Familiehuset i Horsens.
De har hentet stor inspiration og teoretisk grundlag hos den franske psykoanalytiker Francoise Dolto og hendes elev Caroline Eliacheff. Sammen har de skrevet bogen “Spædbarnsterapi”
og grundlagt Dansk Institut for Spædbarnsterapi.